Danske virksomheder er for alvor begyndt at lægge tungere applikationer og forretningssystemer i skyen. “IT er ved at blive en abonnementsservice som elektricitet og telefoni,” siger direktøren for Dynamics-konsulenthuset MDC Nordic.

Efter nogle stillestående år er der kommet fart på outsourcing af IT-ydelser i danske virksomheder. Og det gælder ikke kun e-mail og kontorpakker som Office365, der i stigende grad bliver benyttet som cloud-tjenester. Selv tungere områder som databaser samt CRM-, økonomi- og regnskabssystemer bliver i langt højere grad lagt i skyen ifølge Danmarks Statistik.

En fjerdedel af virksomhederne købte økonomi- og regnskabssystemer som en cloud-tjeneste i 2017, hvilket er en markant stigning fra 2016, hvor kun 19 pct. af virksomhederne gjorde det.

Udviklingen skal ifølge adm. direktør for MDC Nordic Peter Stenfors blandt andet forstås som en reaktion på det økonomiske pres, der ligger på mange organisationer.

»Der er ikke råd til store IT-afdelinger mere, og derfor bliver det i stigende grad interessant at få både drift og service af applikationerne på abonnement,« siger han og fortsætter:

»På den måde skal IT-afdelingerne ikke længere spekulere på, om det virker eller ej. De skal blot se det som strøm, der kommer ud af en stikkontakt.«

OFFICE 365

Skræddersyede forretningssystemer trodser udbredt cloud-type

Selvom flere IT-afdelinger vælger at lægge deres tjenester i skyen, giver det stadig nogle udfordringer. Mange virksomheder – og især offentlige organisationer – benytter sig af skræddersyede forretningssystemer som f.eks. Dynamics Nav eller Navision Stat. Og disse systemer fungerer sjældent sammen med public clouds som Amazon Web Services, der ellers er blandt de mest udbredte typer.

Andelen af virksomheder, der benytter sig af cloud-tjenester, er steget mærkbart fra 2016-17. Andelen er angivet i procent af alle danske virksomheder med 10 eller flere ansatte. Kilde: Danmarks Statistik (Illustration: MI)

VIRTUAL DESKTOP

SAC Workspace ONE

Workspace ONE er VMWares bud på applikations-virtualisering, som fungerer på tværs af forskellige enheder og producenter.  Løsningerne streamer applikationer fra en server til alt fra mobiler, tablets, pc’er og Macbooks og har indbygget device management. Workspace ONE integrerer adgangskontrol, applikations-management og endpoints i en samlet løsning. Virtualiser dit forretningssystem

SAC Workspace ONE

»Offentlige clouds fra Amazon, Microsoft og Google er udmærkede teknologi-komponenter. Men der er brug for noget, der kan binde teknologierne sammen og give en smidig brugergrænseflade for alle virksomhedens applikationer. Dette sikrer at man høster de forretningsmæssige fordele, der netop er ved at gå i cloud’en,« siger adm. direktør for IT-konsulentvirksomheden og cloud-leverandøren SAC-IT Jackie Amelung og peger på beliggenheden som en anden udfordring ved public cloud:

»Vi har mange, især offentlige kunder, som ønsker at have data placeret i Danmark. Dette sikrer vi med vores løsninger.«

Derfor har flere organisationer valgt at gøre som Designskolen Kolding og lægge forretningssystemet ud i en privat sky hos en dansk udbyder. Systemet bliver brugt til alt fra regnskab til lagerstyring og salg af materialer til skolens omtrent 500 studerende. Og med kun to ansatte i IT-afdelingen er det nødvendigt at klare driften eksternt, forklarer systemadministrator hos Designskolen Kolding Henrik Nyhuus Gill.

»I hverdagen har vi travlt med alt fra persondataforordningen til IT-support, så det er en stor hjælp at have nogle andre, der har styr på at drive forretningssystemet og holde det opdateret,« siger han.

Separat drift og service udfordrer IT-afdelinger

Designskolen Kolding lagde tidligere forretningssystemet Navision Stat i CSC’s datacenter og brugte en Citrix-løsning til at give brugerne adgang til softwaren. Arrangementet gav dog nogle udfordringer, da drift og service blev håndteret af to forskellige virksomheder, hvilket gjorde det “bøvlet” at bestille opdateringer ifølge Henrik Nyhuus Gill.

»Først skulle vi bestille opdateringen hos CSC, som så skulle have fat i deres partner og få et tilbud fra dem, som vi skulle reagere på, hvorefter de så igen skulle tilbage til partneren og booke opdateringen,« siger han.

Så da CSC opsagde driftsaftalen ud af det blå, var Designskolen Kolding ikke sene til at finde en anden løsning: at få både drift og service samlet hos én leverandør – MDC Nordic. Og selve infrastrukturen bliver også leveret som en tjeneste via SAC-IT, der har specialiseret sig i Infrastructure-as-a-Service (Iaas).

»Det er altid en udfordring for kunden, når der er flere leverandører om at levere en ydelse. Vi bliver i stigende grad spurgt, om vi kan agere mellemmand – eller levere et single-point-of-contact. Også på cloud services,« siger Jackie Amelung fra SAC-IT.

I samme ombæring skiftede Designskolen Kolding også Citrix ud med VMwares Workspace ONE-platform, der er en integreret del af infrastruktur-platformen. Løsningen betyder, at organisationen ikke behøver at virtualisere hele Windows-miljøet, men kan nøjes med at virtualisere forretningssystemet.

Hver bruger har adgang til forretningssystemet direkte fra et ikon på skrivebordet uden at skulle åbne en særlig portal først. Fænomenet kaldes også en “streamet app” og betyder, at slutbrugeren oplever, at tjenesten fungerer på samme måde, som hvis den lå lokalt på computeren og ikke på en ekstern server.

For IT-afdelingen er forskellen til at føle på ifølge Peter Stenfors.

»Normalt er det også IT-afdelingens ansvar at servicere en Citrix-løsning. Men det har de ikke her med VMware Workspace ONE. Vi leverer det som en service, så de kan koncentrere sig om deres andre opgaver,« afslutter han.